Jesu Væbner

 HISTORIEN OM EN LILLE JØDISK DRENG, SOM BLEV JESU VÆBNER

 Af Niels H. Elberling

 Mor og jeg ankom til Thorshavn en tidlig maj morgen i 1943. Vi havde lagt et højst ufrivilligt ophold i KZ-Lager Dachau bag os og havde rejst i flere måneder –med store strabadser- gennem hele Europa og Anden Verdenskrig for at komme i sikkerhed, og så langt væk fra nazisterne som vel muligt. Min mor var af gammel østrigsk-jødisk slægt, og hun var blevet gift med min far, som var dansker og ikke-jøde. Sammen bosatte de sig i Wien, men da tyskerne kom og med tiden fandt frem til dem, blev ægteskabet tvangsopløst. Min far blev sendt retur til Danmark, og mor og jeg kom til Dachau.

Fiskerbåden satte os af ved Bryggan, lige midt i Thorshavn, hvor Tinganæs strækker sin krogede finger ud i havnebassinet.  Vi stod længe, betuttede, og så os om i denne ny verden, som var lille og fredfyldt, men alligevel så fremmed og uforståelig. Jeg knugede vor eneste ejendom, en skotøjsæske, som rummede: to tandbørster, lidt tandpasta (som mest bestod af talkum og soda), et sæt undertøj til hver af os, en lille trøje til mig, en gaffel, en smørekniv med brækket skæfte samt et sort/hvidt foto af en flot mand med hat, som min mor insisterede på var min far. Jeg syntes han så farveløs og flad ud.

Vi skuttede os i havgusen og stirrede på de små fiskerhytter, som lå langs Bryggan. Mor og jeg talte tysk – det eneste sprog, vi kendte. Mor sagde, at vi måtte bede om hjælp, for hun var alvorligt syg efter sine oplevelser i Dachau og rejsens besværligheder. Vi gik til den nærmeste fiskerhytte, som var tjæret sort og duftede af hav og fisk. En enorm mand åbnede døren, da jeg bankede på. Bag ham tittede en spinkel kvinde og tre bittesmå rollinger frem. Med tegn og fagter forsøgte mor og jeg at forklare vor situation og vore behov. Fiskeren gryntede et eller andet på et uforståeligt mål, og kvinden bag ham pippede tilbage på samme mål.  Fiskeren strakte næven frem: ”Jogvan”, sagde han. Jeg antog, det var hans navn. Mor sagde: ”Regina”, idet hun pegede på sig selv – og derpå, idet hun lagde hånden på mit hoved: ”Niels”.

Det var alt, hvad der skulle til. Døren blev åbnet helt, og fiskeren trådte tilbage for at give os plads til at komme indenfor.  Jeg husker, vi sank sammen på en slagbænk ved det solide spisebord. Tavst satte Jogvan og hans kone, Hervør, mad og drikke frem, og de tre rollinger kiggede nysgerrigt, mens vi spiste.

Allerede den første dag kom mor på hospitalet, hvor hun opholdt sig næsten uafbrudt i to år, idet lægerne forsøgte at udbedre nogle af de skader, hun havde pådraget sig i Dachau. Men det er en anden historie.

Jeg blev optaget i fiskerfamilien, og Hervør og Jogvan blev mine plejeforældre. Gradvist lærte jeg det færøske sprog af mine ”søskende” og deres legekammerater.

Jogvan levede af fiskeri. Han ejede en lille båd af den slags, som er så almindelig på Færøerne: åben og med motor i midten. Med den sejlede han hver aften ud på det store hav, og hver morgen kl. 7 lagde han til ved Bryggan, hvor bykonerne kom ned med fletkurve for at og købe hans friske fisk. Jogvan og Hervør var kristne, og dertil dybt religiøse som mange er det på Færøerne, hvor man lever i tæt kontakt med naturen – og er afhængig af vejrs og vindes nåde.

MØDET MED DEN KARISMATISKE KRISTENDOM

Mine plejeforældre kunne ikke nøjes med at gå i kirke og leve deres tro ud i stilhed. De måtte bekende deres tro. De måtte missionere, og de måtte påse, at Herrens får kun gik ad dydens smalle stier. Derfor tilsluttede de sig en af de karismatiske sekter, som bød på tungetale og uindbudt moralsk vejledning af næsten. Allerede det første år fik jeg en fast opgave med hensyn til det sidste. Mine plejesøskende og jeg skulle –under min ledelse, da jeg var ældst i flokken- hver onsdag og fredag aften tage opstilling udenfor den bygning, som disse to aftener smykkede sig med titlen biograf (idet lokalet anvendtes til andre formål resten af ugen). Vi skulle afvente, at publikum forlod biografen, og så skulle vi med skilte (på færøsk naturligvis) erindre om, at ”du kommer ikke i himlen, hvis du har set de forbandede, levende billeder.”  Således lød skiltenes tekst. Jeg husker, at det var koldt og mørkt at stå der; og biografgængerne så altid så varme og opløftede ud, at jeg tit følte en voldsom fristelse til at snige mig ind til de levende billeder, for jeg var selvsagt også nysgerrig efter at opleve synden. Men jeg gjorde det aldrig, for jeg holdt meget af Jogvan og Hervør.

Der var fast kristenfest hver tirsdag aften i Sjonleikahusid, det lokale forsamlingshus, som én lørdag om måneden blev anvendt til dansant, en aktivitet, som tirsdagsmenigheden afskyede, hvorfor megen tungetale og vievandskastning blev  brugt for at fjerne syndens stank fra lokalet. Det hændte også, at udvalgte kristne stridsmænd blev sendt i korstog til lørdagsballet. Jogvan var en sådan stridsmand.

JESU VÆBNER

Jeg husker en lørdag aften, hvor jeg -i anledning af min 5 års fødselsdag- højtideligt af Jogvan var blevet udnævnt til Jesu Væbner, en titel jeg var såre stolt af, men ikke forstod konsekvensen af. Det viste sig, at jeg skulle ledsage Jogvan, når han drog til kamp mod synden. Denne bestod i ”Sjonleikahusid’s kropslige frivoliteter for vildførte får”, som min plejefar kaldte det. Jeg skulle bivåne, hvorledes Helligånden skulle strømme fra Jogvans mund – og lutrende skabe rum for Jesu lys og Herrens ord. Jogvan forklarede, hvorledes han skulle ”kaste sit dræt for Herren og deri fange synderne – til deres frelse, og til medlemskab af tirsdagsmenigheden!” Imidlertid lod han sit fiskenet blive i skuret, og i stedet medbragte han en knortekæp, idet han mente, at Helligånden nok kunne få brug for et håndgribeligt redskab. ”Moses havde jo også en stav, hvormed han knuste guldkalven,” sagde min plejefar, da han opdagede, at Jesu Væbner skottede usikkert til stokken.

I det hele taget var Jesu Væbner ikke stolt ved situationen. Jeg havde en ide om, at synden –i skikkelse af Djævelen selv- vel nok kunne slå voldsomt tilbage, og jeg havde ingen kamptræning og meget lidt gejst. Jeg opdagede imidlertid, at Jogvan var iført sin lange, fodside frakke. Den havde en lang slids bagtil, og jeg planlagde at søge tilflugt under slidsen, hvis Satan skulle blive for hidsig.

Indgangen til Sjonleikahusid var en hvid port for enden af en bred trappe. Korsridderen og hans væbner stod et øjeblik udenfor porten for at samle kræfter. Så åbnede Jogvan porten. Ud kom en hørm af brillantine, billig parfume, pudder, deodorant, spiritus, tran, sved…og brunst! Det stod som en mur imod os. Måske ved jeg ikke, hvorledes synden ser ud; men jeg ved, hvordan den lugter!

Jogvan gik ind med raske skridt, og Jesu Væbner fulgte tøvende efter – med et fast greb i Jogvans frakkeskøder.

KAN DU GÅ PÅ VANDET?

I  Sjonleikahusid gik bølgerne højt. Ganske vist bestod serveringen alene af diverse sodavand, for på Færøerne måtte spiritus hverken udskænkes eller sælges i butikkerne. Imidlertid kunne alle, som havde betalt skat, gå til Sysselmanden for at få bekræftelse herpå, hvorefter de kunne importere de stærke dråber direkte fra Whiskyfabrikkerne i Skotland (og efter krigen fra Spritfabrikkerne i Danmark). Ved Sjonleikahusids lørdagsbal var der mange, der havde betalt skat. Og de medbragte deres belønning herfor i fikse lommelærker, som kvinderne bar i håndtasken, mændene i inderlommen. Indholdet indtoges på toiletterne. Virkningen var forrygende!

Herrens stridsmænd indledte korstoget ved 9-tiden – Jesu Væbner halvt inde bag Jogvans slids.

Nu skulle Herrens ord lyde.

Jogvan marcherede midt ind på trægulvet, og de dansende veg villigt til side. Færingerne var forbavsende rummelige, husker jeg, at jeg tænkte, mens jeg holdt øje med retræten. Husorkestret, som hed Goggan (hvilket betød konkylien – og lød ligesådan) holdt øjeblikkelig inde med musikken. Der blev helt stille.

Jogvan hamrede sin knortekæp i gulvet. Enkelte balgæster rørte uroligt på sig. ”Syndens sold er døden,” tordnede Jogvan og så sig truende om. Jeg bemærkede, at flere af mændene betragtede deres dansesko nøje  – sikkert for at se om de havde husket at pudse dem.

”Tro ikke, at Herren er uvidende om den synd,  I har planlagt senere i aften og i nat,” brølede Jogvan. Jeg havde aldrig hørt ham råbe så højt, men tænkte, at der måske var svagthørende til stede.

”Herren ser alt, hører alt, ved alt,” fortsatte Jogvan, ”og han kender indholdet af jeres flasker og hensigten i jeres tanker og planen i jeres sind. Nu skal der angres og bedes, thi for hver den, der angrer er der tilgivelse – og glæde i  Himlen.” Jogvan havde talt sig varm, og der var stor opmærksomhed. Jesu Væbner var krøbet helt ud af frakken.

Til sidst satte Jogvan trumf på: ”Nu lægger I jer ned på knæ sammen med mig, og så anråber vi Herren om tilgivelse!” Jogvan var allerede ved at bøje sine knæ. Da var det, at en stor, knoklet arbejder fra Føryar Fiskasøla trådte frem og råbte: ”Sig mig fisker, tror du, du kan gå på vandet?”

Stemningen vendte og blev anspændt. Jesu Væbner trak voldsomt i Jogvans slids. Jogvan rejste sig op, virrede lidt med hovedet – og trak sig derpå, værdigt men i stigende tempo, mod udgangen – ivrigt assisteret af væbneren.

Da vi atter stod på trappen udenfor Sjonleikahusid, klappede Jogvan mig på hovedet og udtalte: ”Det var en stor dag for Herren!” Derpå ilede vi hjem til Hervør, som ventede med varm chokolade og boller med rigtigt smør.

Måske skyldtes det min jødiske afstamning, men jeg blev nu aldrig en særlig aktiv væbner for Jesus!