Livsfortællinger:

Livshistorie: Mød Emma, Tine, Kurt og Laurits . Fire helt tilfældige
fynboer, som tilsammen bærer på 170 års livserfaring. I denne første
artikel af tre snakker de om barndommen og dens betydning
Af Rikke Dal Støttrup

Barndommen:
Henover jordbærtærten hæver livet sig med ét op over sofabordshøjde.
Situationen er egentlig kunstigt skabt. De fire mennesker i dagligstuen
har aldrig mødt hinanden før. De har ikke bedt om at være her, blot
indvilliget. De har ingen åbenlys fælles berøringsflade. Snarere
tværtimod. Emma Sofie Randum Nielsen, Tine Poulsen, Kurt Madsen og Laurits
Ege-Olsen er fire helt tilfældige fynboer. De er alene valgt ud fra ét
kriterium. Deres alder; de er alle sammen fyldt rundt i år, og der er 70
år imellem den yngste og den ældste..
Men som de sidder omkring kaffebordet, mens forårsaftenen mørkner udenfor,
erstatter de iscenesættelsens kejtethed med ægte medmenneskelig interesse.
Og tegner deres eget billede af meningen med at være til.
Lige nu snakker de om barndommen.
– Da jeg var dreng, kunne man få en negerbolle for fem øre. Så jeg gik
mange lange omveje i godsets park for at løbe tilfældigt ind i
overgartneren. Han gav nemlig altid en femøre til de børn, han mødte,
fortæller 80-årige Laurits på sin sindige, velformulerede måde, som Emma
på 10 år en gang imellem kører helt sur i, så hendes øjne begynder at
flakke rundt i stuen.
Men nu spærrer hun dem op og går i gang med et vantro regnestykke.
Her i villaen på Fruerstuevej i Svendborg, hvor hun bor sammen med sin mor
og far og to mindre søskende, syner fem øre ikke af meget. Emma får selv
100 kroner i lommepenge om måneden.
– Men jeg er ikke ret god til at bruge dem, jeg ærgrer mig hver gang, jeg
har brugt nogle. Men jeg kan godt lidt at tælle dem. Jeg elsker at tælle
penge – især hvis der er mange, griner Emma.
Hun har en nederdel på, som hendes mor selv har lavet af det par gamle
cowboybukser. Ikke fordi familien ikke har råd til nyt tøj, men fordi det
er moderne at sy jeans om til nederdele. Emma brokker sig godt nok over
ikke at få så meget nyt tøj som veninden, men for Laurits, som var barn i
20’erne, virker forskellen marginal:

Laurits voksede op på godset Fuglsang på Lolland.
Han var et af godsforvalterens seks børn. Han gik i skole med bøndernes
børn – ikke med daglejernes, selv om han kendte dem fra sin mors
søndagsskole og legede med dem i fritiden. Forældrene sagde det aldrig
direkte, men den lille dreng vidste godt, der var forskel.
– De havde altid de her lange næser, siger han.
– Men de havde heller ikke særlig gode vilkår. Man kan ikke bebrejde dem
det, undskylder Laurits for hans karakteristik.
– Jeg kunne ikke lide det... Min far kunne ikke se, at daglejerne var
underbetalte og sled og slæbte. Jeg kan huske en gang, hvor en af dem var
gået to kilometer for at få et bundt halm, og så tog min far alligevel to
kroner for det. Det sved i mig. Jeg kunne ikke lide det, men jeg sagde
ikke noget.
Det er derfor Laurits tit understreger, at det ikke var de gode gamle dage.
– I dag kan man ikke se forskel, når dagplejemødrene kommer med børnene,
der går og holder ved barnevognen, hvis forældre der er direktør og hvis
der er arbejdsløs. De er lige pæne i tøjet. Der er ikke længere så stor
forskel på rig og fattig, heldigvis, siger han.

Emma står lidt af og sidder og laver ansigter i sofaen mellem Kurt og
Tine. Laurits og Kurt fortaber sig i betragtninger over, hvor anderledes
det var at være barn i deres tid. De snakker om de nyslåede konfirmander,
der fik et cigaret-etui i gave og så ellers blev sendt ud at tjene.
– De græd indvendig. De var ikke så modne i den alder, som de unge
mennesker er i dag, siger Laurits.
– De er ikke mere modne. Hvis de blev sendt ud på samme måde, ville de
ikke fremstå så voksne som de gør i dag, mener Kurt.
– Jeg har det allerede, som om jeg er sendt ud at tjene...Hørte du det,
mor? Råber Emma flabet ud til sin mor ude i køkkenet. Emmas far sejler med
Fiskerikontrollen og er ude flere uger ad gangen, hvor hendes mor er alene
hjemme med børnene. Clara er to år yngre end Emma og Oliver er fem.
– Jeg savner ham ikke så meget, men det er træls at der ikke er nogen
hjemme, når jeg får fri fra skole. Far er også bedre til at lave mad end
mor, siger Emma, som fortæller, at mens far er ude at sejle, spiser
familien de retter, han har frosset ned, mens han var hjemme.

I forvalterboligen på Fuglsang var faderen det strenge overhoved. Han
styrede godset med militærisk præcision og når hans ”Ryk ud” gjaldede
gennem staldene, vidste alle karlene, hvad de skulle gøre. Forvalteren var
høj og rank og bar sig selv med en selvfølgelig selvtillid.
Men han havde det svært med sønnen Laurits, som lige fra fødslen ikke
levede op til forventningerne om en rask dreng. Jordemoderen tog ham med
tang og efterlod den ene side af hans ansigt følelsesløst og vansiret.
– Jeg var et skravl, og det irriterede min far. Jeg var bange for ham, og
den frygt hadede han og fik ham til at presse mig endnu mere til at skulle
slå kraftspring som min ældre bror, svømme under vandet og sådanne ting.
Søndagsaftenerne var de bedste. Når hele familien var samlet og legede
gesandtskabsleg med gæt og grimasser, slappede faderen af og var
lattermild og humoristisk.
– Men de kærlige følelser lå ikke tæt på for ham, og det har fulgt mig
gennem hele livet. Jeg har selv været meget stiv og har aldrig været god
til at omfavne.

Tine lytter til de to ældre mænd. Den odenseanske pædagog ville egentlig
hellere være hjemme hos sin 16 måneder gamle datter Thea, som hun ikke har
set hele dagen. Det har været en hektisk uge i børnehaven med aftenmøder
og forberedelser til den forestående cirkusforestilling. Men nu har hun jo
sagt ja til at fortælle om sit syn på livet fra den udkikspost, der hedder
”30 år”.
Det kniber bare lidt med at komme til, når 130 års mandfolke-erfaringer
fortættes til intens anekdote-fortælling.

Tine kan bedre forstå sin mor nu, hvor hun selv har fået et barn.
– Jeg har altid hadet, at min mor havde så travlt. Men nu kan jeg se, hvad
hun har tosset rundt efter...
Men selv om Tine ærgrer sig over, at hendes mor ikke bare kunne sætte sig
ned og glemme alt om vasketøj og opvask, har hun kun glade, trygge minder
fra parcelhuset i Korup.
Her voksede hun op i en rigtig pigefamilie. Når hun og hendes tre år yngre
søster sad i hver deres ende af badekarret – den mindste sad selvfølgelig
på proppen – hjemme i parcelhuset i Korup, fantaserede de tit om, hvordan
det ville være at have en lillesøster mere.
Men da forældrene så endelig fortalte, at en lille ny var på vej, var
ni-årige Tine alligevel ikke helt glad:
– Jeg syntes, det var pinligt, at min mor var så gammel...Jeg var jo lidt
stor og tænkte meget over, hvordan jeg skulle få det fortalt til mine
venner.
Tines mor var 31.
– Hun foreslog, jeg skulle låne en bog om at være gravid. Hun gjorde rent
på skolen og sørgede for at sætte bogen et bestemt sted i biblioteket, så
jeg ikke skulle spørge efter den. Jeg kan også huske, at min søster og jeg
legede gravide.
Det var Tine, der bestemte, når pigerne legede. Hun mestrede flere former
for psykisk terror.
– Jeg kunne finde på at bagtale hende over for en usynlig ven. Mens hun
hørte på det.
En gammel båndoptagelse afslører storesøsters mentale magtanvendelse. De
to piger leger radio. Tine er speaker:
– Så nu går studieværten på toilettet, og du rører ikke noget, mens jeg er
væk.
Og så hører man lillesøster sidde helt stille og trække vejret i
mikrofonen, indtil den myndige studievært kommer igen.
– Det er faktisk utroligt, jeg i dag ikke er mere dominerende på
hjemmefronten, end jeg er.

De voksne bliver ved med at cirkulere om spørgsmålet om, hvorvidt nutidens
børn er mere modne.
– Det kan godt være, at de udadtil virker mere voksne som 14-årige nu end
dengang, jeg var dreng, men følelsesmæssigt kan de ikke følge med, siger
Kurt.
– Kan I ikke snakke, så jeg kan forstå det? Emmas utålmodighed blusser op
igen.
– Mine børnebørn skriver ønskesedler, som jeg slet ikke kan forstå, siger
Laurits.
– Børn i dag har hele tiden travlt med at komme videre. Jeg ser børn på
seks-otte år, der er klædt som om de er 14 år. De er ikke mere end 10-11
år, før de holder op med at lege med Barbiedukker, supplerer Tine.
– Ja, jeg har godt set de her piger i stumpetrøjer. Når de kører på cykel,
er deres ryg helt bar. Fryser de da ikke, spørger Laurits og kommer i
samme åndedrag i tanke om sine egne blåfrosne knæ i tiden før, han var
stor nok til at komme i byskolen. Indtil da gik drengene i korte bukser
året rundt.
Da Kurt var dreng, var bukserne blevet til knickers, så kun skinnebenene
var bare.
– Dengang var det vigtigt for en dreng at være hårdfør. I dag må man gerne
være pivet, konstaterer Kurt.
..
Kurt var ingen pivskid, da han var dreng. Men som den yngste fik altid lov
at slippe først for at hjælpe sin far nede i møbelpolstrerværkstedet i
Stillebækken. Han ville meget hellere stå oppe i køkkenet og se sin mor
køre kødklumper og spæk ud gennem kødhakkeren til medister.
– Det fængede, siger Kurt. Han blev senere kok.
Kurt bror arbejdede derimod altid i værkstedet og har faktisk overtaget
det i dag. Så Kurt måtte lege med søsteren.
– Jeg blev pint til at lege med dukkehus. Men hun spillede også fodbold.
Kurts verden begrænsede sig i de første fire skoleår til det lille
landsbysamfund, hvor han gik i klasse med sin fætter og kusine. Skolen
havde to lærere. Når faget hed naturhistorie, gik børnene med hjem i
lærerens have. Når der var idræt på skemaet, gik de ud på legepladsen.
Drengene kunne godt lide at teste sig selv i 60 meter sprint. Så målte
læreren 60 skridt ud på Rugaards Landevej, og så kunne purkene ellers løbe
sig trætte i personlige rekorder.
– Men banen har nok været lidt ned ad bakke, for vi duede aldrig til
noget, når vi kom ud til stævner. Vi tabte altid.

Emma gaber højlydt i sofaen. Det er langt over hendes sengetid, og alle
røverhistorierne fra gamle dag summer i hendes hoved. Tine glæder sig til
at komme hjem og lægge sig ned hos Thea og nusse hende, mens hun sover.
Kurt skal tidligt op i morgen og møde til sin tredje arbejdsdag på sit nye
job på Maerskgården. Laurits kører hjem til Assens sammen med Lisbeth. Han
har hygget sig, men bagefter kommer han alligevel i tanke om noget, han
gerne ville have haft sagt:
– Midt i fattigdommen, arbejdsløsheden og de lange næser var der større
tryghed end nu. Vi har siden min barndom vundet meget økonomisk, med
sygdomsbekæmpelse, teknisk, så jeg må spørge mig selv, hvorfor vi i den
grad i dag taber i forhold til dengang med hensyn til vold, indbrud,
voldtægter, mord og så videre, skriver Laurits med sirlig skråskrift i et
brev få dage efter besøget i Svendborg.

Vi møder de fire generationer igen næste lørdag, hvor de snakker om
kærligheden.

Kærligheden:

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke,
kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet
usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den
finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler
alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Det er Laurits, som er blevet helt bibelsk og peger på første
Korintherbrev som noget af det ypperligste, der er skrevet om kærlighed.
Emma vil hellere lytte til popsange.
– Der er nogle sange, der rammer meget godt sådan, som jeg forestiller
mig, det er. Jeg tror, kærlighed kommer og går og man kan mærke det ved,
at man får lyst til at stirre på personen og prøver at komme til at være
mere sammen med ham, siger hun.
Laurits er bange for, at unge mennesker i dag får et fortegnet billede af,
hvad kærlighed er:
– Døgnet rundt bræges om ”love”, men det har ikke meget at gøre med det,
som kan holde og bære et helt liv, mener Laurits, som har været gift med
Lisbeth i 49 år.

Lolland 1947:
Pludselig bliver den 25-årige Laurits meget ivrig deltager i
ungdomsmøderne på præstegården i Købelev. Her synger han med på salmerne
og følger med i tekstlæsningen, men hans opmærksomhed retter sig i det
skjulte mod den kun 15-årige præstedatter, Lisbeth.
Han ved godt, hun er for ung, og ingen omkring dem får noget at vide om
deres spirende kærlighed. Men de ses i hemmelighed, mens Lisbeth tager sin
realeksamen og lader tiden arbejde for sig. Laurits er alvorligt ramt. Men
da han får et tilbud om at komme til USA som et led i hans uddannelse til
landmand, føler han, det er en chance, han ikke kan sige nej til.
– Så måtte det briste eller bære

Unge Lisbeth er tidligt oppe på de morgener, hun ved, postbudet bringer
forbudt kærlighed. Det gælder om at fange brevet, inden nogen ser det.
Laurits beskriver opildnet, hvordan han sammen med tre andre
landbrugselever har købt farmerens gamle bil og nu kører rundt i det indre
Amerika. Han har aldrig været på ferie før. Har knapt nok været uden for
godset Fuglsang, som gennem hele hans barndom har levet sit eget liv
uafhængigt af omverdenen.
Nu betages han af storheden i Rocky Mountains og lysene i Las Vegas og
Lisbeth henrykkes med ham.
– Det er faktisk ikke en dårlig måde at lære hinanden at kende på gennem
breve. Man åbenbarer længsler og drømme om fremtiden.

Selv om Lisbeth ikke er noget godt parti for Laurits, som var udset til at
blive gift med en proprietærdatter med penge på bogen, bliver de alligevel
forlovet. For det skal være hende. Så hun bliver sendt i husholdningslære
på en gård, så hun kan lære at håndtere de store gryder, når hun skal
herske i køkkenregionerne på Laurits’ gård.
– Lisbeth var en gave fra Gud. Jeg havde en streng far, til gengæld havde
jeg et stærkt bønsliv og kompenserede den vej op, og jeg har altid vidst,
at hvis jeg skulle møde sådan en pige, så ville det være en gave fra Gud.
Den eneste ene
– Selv mens vi var væk fra hinanden, følte jeg mig ikke fristet til andre
pigebekendtskaber. Det var meget bevarende for mid, at Lisbeth ventede på
mig. Det var næsten lidt helligt. Og det hævede mig at blive troet på,
siger Laurits.
– Jeg tror faktisk på, den eneste ene findes. Jeg har selvfølgelig aldrig
mødt én, men der er så mange mennesker i verden, at der må være en til
hver, konkluderer Emma.
Kurt har det lidt svært med idéen om den eneste ene. For han har mødt
hende to gange.

Middelfart 1969:
Første gang Kurt bliver rigtigt forelsket var som 17-årig kokkeelev på
Hotel Melfar. Den ét år ældre smørrebrødselev er godt nok forlovet og bor
sammen med sin kæreste, mens Kurt bor sammen med de andre elever oppe
under loftet.
Men under indflydelse af Kurts naturlige charme, går den forlovelse i
opløsning, og fem år senere får parret deres første barn, en lille pige.
Og to år efter får Kurt sin anden datter.
Svendborg 1982: Kurt møder den eneste anden. Denne gang også på sit
arbejde. Han er køkkenchef på Tre Roser, hun er tjener. Også denne gang er
hun optaget og har boet sammen med sin kæreste i mange år. Men hun vælger
Kurt, og i de får to døtre – også denne gang med to års mellemrum.

Uden sammenligning
– Jeg har aldrig sammenlignet de to forhold. Men jeg tror også ,
oplevelserne fra dengang er gemt godt og grundigt. Jeg er god til at leve
her og nu og ikke falde tilbage i minderne. Man kan sige, der er nogle
paralleller, men jeg kan ikke sige, hvorfor man vælger som man gør, siger
Kurt.
Tine kan heller ikke sætte ord på, hvorfor hun trods alle odds forelskede
sig i Henrik for mere end 10 år siden. Men hun ved, hvorfor det holdt.
– Vi har aldrig sat nogle begrænsninger for hinanden.

Odense 1991:
En lang nat er ved at blive morgen foran diskoteket Boogie’s i Odense. De
nybagte studiner er på vej væk. Tine er ikke fuld, bare træt og vil gerne
hjem. Så da veninderne falder i snak med en flok fyre, forvandler hun sig
til en sur mokke, der bare står og råber ”Kom nu”.
På den anden side af gruppen står en fyr, som også tripper utålmodigt for
at komme videre. De begynder at snakke om hvor irriterende de andre er. Og
mens veninderne går hjem bliver Tine tilbage og kysser lidt med denne unge
soldat, som ender med at få hendes telefonnummer.
– Han var overhovedet ikke min type. Han gik altid i joggingtøj, og jeg
syntes, det var så nørdet.

Da Tine begynder på seminariet, er hendes medstuderende overbeviste: Det
holder ikke. I vil udvikle jer i hver jeres retning, siger de.
Tine og Henrik kan godt selv se det.
– Vi skulle have været 25, da vi mødtes, er de enige om og går da også fra
hinanden et par gange for at teste, om det i virkeligheden bare er
parforholdets tryghed, de higer efter.
Men de ender altid sammen.
– Det skulle bare være Henrik.

Henrik får job i Vestjylland. Langt væk fra Odense og Tines barndomshjem i
Korup. Men hun æder hjemmefødnings-følelsen i sig og tager med ham til
Holstebro, hvor veninderne kun findes i telefonrøret og familie-samvær
indskrænker sig til udvalgte weekender.
Tine føler det som et stort offer, men bagefter – da parret atter er vendt
tilbage til Odense – kalder hun det også ”det bedste vi nogensinde har
gjort.
– Vi var tvunget til at være sammen, for vi kendte jo ikke nogen.

Tillid og hensyn
Emma har den kødelige kærlighed til gode. Hun kender endnu kun til at
elske sin familie.
– Min mor siger 20 gange om dagen, at hun elsker mig. Jeg siger det også
til hende en gang imellem – hvis hun har købt noget nyt tøj til mig eller
vi bare er sammen og hygger os.
Veninderne har også en vigtig plads i hendes hjerte.
– Jeg elsker dem ikke, men jeg holder af dem...
– Det vigtigste ved en kæreste ville være, at han ikke siger grimme ting
til mig eller mine veninder. Han må ikke være uvenner med mine veninder,
for så skulle jeg bruge så mange kræfter på at få dem til at enes, siger
hun.
Emma forbereder sig allerede nu til den dag, hvor en dreng vil blive
vigtigere end veninder og familiehygge.
– Jeg tænker en gang imellem på det og så sørger jeg for at være endnu
mere sammen med dem nu, så de ikke til den tid føler, jeg er væk for
evigt, siger hun snusfornuftigt.
Hun lytter tålmodigt til, hvorfor Tine, Kurt og Laurits føler, at
kærligheden har gjort deres liv rigere og mere meningsfulde.
Det er lidt uvant for Tine at sætte ord på, men hun er ikke i tvivl om,
hvad det er, Henrik giver hende:
– Han har lært mig at ”carpe diem” – at leve i nuet. Han er mere impulsiv
end mig, og han har lært mig at lade være med at planlægge så meget og
bare gøre de ting, vi har lyst til, siger Tine.
Kurt siger om sin kone Ellis:
– Vi støtter hinanden i de ting, vi er usikre på. Giver os tid til at
lytte til hinanden. Det er vi blevet bedre til gennem de seneste 10 år,
hvor børnene er blevet større. Vi er meget sikre på hinanden.
Laurits får det sidste ord. Måske fordi han har haft flere år at tænke i
og har bedre tid til at formulere det, er det altid hans ord, der vejer
tungest.
– Jeg er ikke den store romantiker, det har jeg nok været for lidt. Men vi
elsker hinanden uden de store ord, vi tænker mere på at hver dag skal
sætte nye friske skud i vort forhold af tillid og hensyn...

Døden:

Der er noget, de andre ikke ved om Kurt. Og han fortæller det ikke.
– Det er ikke noget, jeg går og snakker om. Det ligger godt gemt væk i
baghovedet. Jeg tror, det er en mekanisme i mennesket at putte det
ubehagelige væk.
Han har ellers chancen nu, hvor de taler om døden.
Men det er Emma, der snakker. Hun er ved at forklare de andre sin teori om
genfødsel.
– Jeg tror, at hvis man har været rigtig sød, så kommer man i himlen. Og
hvis man ikke har, så får man en chance til og kommer ned på jorden som et
andet menneske eller måske som et dyr, forestiller hun sig.
– Jeg ved jo ikke, hvordan det er at dø, for der er jo aldrig nogen, der
kan fortælle det. Jeg tænker nogle gange på, hvordan der er oppe i himlen.
Måske er man bare luft.

Charlotte
Det er 22 år siden nu.
Fem-årige Charlotte skranter lidt. Hendes næse løber og hun hoster, men
ellers har hun det fint nok.
Sådan har det været i et par dage, da hun om eftermiddagen får det værre.
Hun hiver lidt efter vejret og hoster slim op.
Men hun har ikke feber, og en af familiens bekendte, som er sygeplejerske,
kikker på hende og vurderer, det ikke er nødvendigt at tage til lægen.
Først på natten mærker Kurt, at hun er blevet lidt kold, så han putter
hende ind til sig i sin seng.
Han vågner ved, at Charlotte giver et skrig fra sig. Så holder hun op med
at trække vejret. Kurt, som har været sygehjælper ved militæret, giver
hende mund-til-mund og hjertemassage. Forgæves.
Charlotte er død, da hun ankommer til sygehuset med ambulancen.

Overlevelse
– Hvorfor er det sådan, at når folk græder, vil gerne have dem til at
holde op, mens det er mere lovligt at grine, spørger Kurt.
Han har selv svært ved at græde. Tænker nogle gange på, om det havde været
bedre at slippe det hele ud dengang.
Men det gjorde han ikke. Han overlevede. Ved at tage sig af de praktiske
ting omkring begravelsen og hurtigt vende tilbage til jobbet som
køkkenchef.
– Vi havde jo en lille pige mere at tænke på, så vi kunne ikke bare sætte
os hen i et hjørne. Samtidig afledte gøremålene tankerne, så man ”glemte”
det, der er sket, ræsonnerer Kurt, når han i dag ser tilbage på, hvordan
han bearbejdede den voldsomme sorg over Charlotte.

Mødes igen
Døden har meldt sit uvelkomne nærvær hos Tine, efter hun har født sin
datter.
– Jeg kan nogle gange gå helt i panik ved tanken om, at jeg kan dø fra
hende. Det ville være så frygteligt – både at det ville være synd for
hende, og jeg ville gå glip af så meget.
Når hun ser på sin lille krølhårede tumling, ønsker hun bare at være
sammen med hende til evig tid.
– Og det ved jeg jo godt, vi ikke kan. Men jeg tror på, at vi skal mødes
et andet sted, siger Tine.

En låst dør
Han tror, det nok skal gå. Lige så stille begynder deres tilværelse at
ånde igen.
Først nærmest bare per refleks, men efterhånden finder han også fornøjelse
i sit arbejde og sit engagement i folkedanserforeningen.
Hun virker også til at have det godt nok. Passer sit arbejde som
køkkenassistent og er begyndt at undervise i gymnastik.
Men da Kurt og Jeanette kommer hjem en eftermiddag, er der noget galt.
Døren er låst indefra. Det plejer den aldrig at være.

Urinstinkt tager over
– Jeg betragter livet og døden på en anden måde efter det. Jeg ved, at
man kan risikere at dø i morgen, og det prøver jeg at leve efter, siger
Kurt.
– Jeg kan godt selvfølgelig godt hidse mig op over ting i hverdagen, men
så tænker jeg på, at det jo ikke er noget, der er så slemt, at vi ikke kan
leve videre. Jeg vil ikke bære nag, fordi jeg ikke lige får ret i en
diskussion om vi skulle have hakkebøf eller frikadeller til aftensmad.
Hans kone opgav at leve. I løbet af et år mistede Kurt det meste af sin
lille familie.
Nu var der kun ham og Jeanette tilbage, men Kurt bukkede ikke under.
I stedet lod han overlevelsesdriften tage over og fandt sig forholdsvist
hurtigt en ny kone.
– Jeg tror, det er et urinstinkt, den der trang til at videreføre
slægten. Hvis én mage dør, så finder man en ny, siger Kurt.
Omgivelserne forstod ham ikke. Hans nye familie, som hurtigt blev udvidet
med to døtre, måtte kæmpe mod folks sladder i det lille landsbysamfund.
– Hvis der var gået 10 år, så havde det været noget helt andet. Folk
forventer, at man sørger i lang tid, men det var min måde at komme videre
på, siger han.

Færdigt arbejde
Emma og Kurt sidder i sofaen og snakker om at græde. Hun forstår ikke
helt, hvad han mener, når han siger, at man burde græde noget mere.
– Men det er jo ikke nogen god følelse at græde...Det er jo fordi, der er
noget, der gør ondt, siger Emma, som indtil nu har været forskånet for
anden smerte end den, der kommer fra hudafskrabninger og mavepiner.
For Laurits er døden rykket uundgåeligt tæt på.
– Jeg springer aldrig over dødsannoncerne Og oftere og oftere må jeg
konstatere, at ”Hov, de er yngre end dig”.
Men selv om fysikken og dåbsattesten tynger ham, spurter Laurits rent
mentalt afsted for ikke at blive indhentet.
– Jeg har ikke fornemmelsen af færdigt arbejde. Det er stadig livet nu og
her, der fylder. Ikke så meget mine egne tanker for fremtiden, men jeg har
virkelig lyst til at få mange år endnu, så jeg kan følge Lisbeth, mine
børn og børnebørn.
Han er ikke bange for at dø.
– Jeg har stor tillid til Gud. Det har jeg lært at leve på, og det tror
jeg også, jeg kan dø på, siger han.
Aftenen er ved at være forbi. De fire mennesker har mødt hinanden for
første gang for tre timer siden. Siden da har de været omkring barndommen,
kærligheden og døden.
De kender hinanden lidt bedre nu. I kender dem bedre.
De har fortalt små afsnit af deres livshistorier, og de har holdt på deres
hemmeligheder.
Kurts historie er ikke hemmelig, men da han siger farvel til de tre andre,
har han alligevel ikke nævnt den med et ord.
– Jeg har aldrig brudt mig om at fortælle den som en god historie. Det er
ikke underholdning, men hvis det kan hjælpe andre i samme situation, er
det i orden,forklarer han.

Uhyggeligt
Da Tine efterfølgende hører, hvad Kurt har været igennem, udbryder hun.
– Det er altså uhyggeligt...For det røg bare igennem hovedet på mig, da
jeg hilste på ham: ”Han har mistet et barn”. Jeg kan overhovedet ikke
forklare hvorfor...
Hvor er det uhyggeligt...